“Det her er det bedste, industrien kan vise frem -- når jeg tænker på, hvad det værste eller bare det almindelige er, så løber det mig koldt ned af nakken” 

Besøg ved Slæbækgård, åbent landbrug ‘07           

Søndag d.16 sept. drog jeg med et andet medlem af Anima til åbent landbrug på Fyn udrustet med kamera for at formidle vores oplevelser af en moderne dansk grisefabrik til alle Animas medlemmer. Åbent landbrug er et arrangement, der finder sted hvert år, og hvad man får at se, er således gårdene, som de ser ud fra deres allerbedste side. 

Vi ankommer til Slæbækgård -- en gård med en årlig svine-”produktion” på 17.000 -- og bliver bedt om at trække i en dragt og tage gummistøvler på. Dette er for at undgå, at besøgende slæber bakterier ind i stalden og således udsætter bestanden for smittefare. 

Gruppe efter gruppe af blåklædte mennesker bliver ført ind i grisenes grå og indelukkede verden. En verden fyldt med betongulve og stålbure -- og grise der lever et trist og glædelsesløst liv, mens de venter på dødens befrielse på slagteriet. Vi ser grise, der ligger alene og kigger fortrøstningsløst ud på os, og andre, der søger lidt tryghed og omsorg hos hinanden. 

I drægtighedsafdelingen er grisene frataget muligheden for kropskontakt med andre -- de er endda frataget muligheden for at vende sig. Således står de fikseret dag ud og dag ind. Jeg bliver personligt frustreret, da jeg prøver at forestille mig selv i den situation. Som gravid at blive sat i en fikseringsbås -- under hele graviditeten -- jeg ville jo blive skør på få timer! 

Hos griseungerne møder der os endnu et trist syn ... Her står de mange sammen, men de mangler stimulering. Alle dyreunger har et stort behov for at kunne lege og blive aktiveret for at trives ... griseungerne her har blot et enkelt stykke træ. Fremviseren går ind til ungerne, og straks ser man deres understimulering: de halvvejs overfalder hende i leg -- de bider i hendes tøj og vælter rundt... Dette bliver kvitteret med spark fra fremviseren, da hun finder det irriterende. Videre går turen til farestalden - her ligger de diegivende søer i deres farebokse, der er indstillet således, at soens bevægelsesfrihed er betydeligt indskrænket ... hun kan ligge ned og stå op og er således frataget muligheden for at interagere synderligt med sine unger. Jeg får en trykken for brystet og en knude i maven ved at se dette absurde og så grundlæggende forkerte syn. 

Alt i alt var rundturen i grisenes verden på Slæbækgård -- på en dag hvor alt endda var shinet op -- en meget nedtrykkende affære. Der hænger en sort sky over mit hoved, og da vi kører derfra, føler jeg, at jeg svigter alle de grise, jeg efterlader. Jeg har min frihed i behold. De er tvunget til at blive på gården, og den dag de bliver kørt væk, er det til slagteriets blodrøde og dødelige univers.