Hvalfangst har i årtier stået højt på den politiske dagsorden indenfor dyrebeskyttelse. Hvem husker ikke den fantastiske bog og tegnefilm Samson & Sally? Bevægelsen mod hvalfangst, som fører helt tilbage til 1970’erne, har ført til at så godt som alle lande i dag er stærke modstandere af kommerciel hvalfangst.
De problemer man oftest peger på i forbindelse med hvalfangst er 1: Drabsmetoden
med at harpunere et enormt stort pattedyr er ekstremt smertevoldende, langsommelig og dermed ganske inhuman og 2: De fleste hvalarters bestand er skrumpet så meget, at de betragtes som meget truede dyrearter.
Den Internationale Hvalfangst Kommission, IWC, vedtog i 1982 at man fra og med 1986 ikke længere måtte fange hvaler til kommerciel brug. Kun hvalfangst til videnskabelig brug i begrænsede kvoter er tilladt. Kun få lande var modstandere af denne beslutning, herunder Norge og i særdeleshed Japan. Sidstnævnte har
ufortrødent fortsat sine hvalfangstaktiviteter, blot under dække af at der er tale om fangst til forskningsmæssig brug.
Hvalkrig
Japans hvalfangst har skabt voldsom politisk debat gennem de sidste 10 år og organisationer som Sea Shepherd har arbejdet hårdt for at stoppe denne. Sea Shepherd er blevet meget kendte i medierne, hvor de fx på Animal Planet har fået deres eget dokumentarprogram, Whale Wars, hvor man følger strabadserne på det åbne hav. Sea Shepherds metoder er meget direkte.
Det handler ikke om at dokumentere, at japanerne fanger hvaler i et hvalreservat, det handler om at stoppe aktiviteterne her og nu. Dette sker bl.a. ved at afskære japanernes hvalfangerskib fra hvalerne, kaste miljøvenlige stinkbomber på hvalfangerdækket, forsøge at få et reb til at stoppe skibsskruen og mange andre kreative og noget kontroversielle tiltag.
Japanerne er kendte for at give igen og sidste år kulminerede ’krigen’ med, at japanerne sejlede direkte ind i en af Sea Shepherds mindre både, den såkaldte Ady Gil. Det var en livsfarlig manøvre, som på mirakuløs vis ikke førte nogle større kvæstelser med sig. Båden, som havde kostet 2,5 million dollars, blev dog totaltsmadret.
Det er altid lykkedes for Sea Shepherd at begrænse japanernes samlede fangst, men i år, for første gang nogensinde, valgte japanerne at afbryde fangsten midt i sæsonen pga. Sea Shepherds chikane. På det tidspunkt havde japanerne kun nået at fange 16% af hvad de fangede året før.
Om dette betyder, at Japan er helt færdige med sine hvalfangstaktiviteter ved vi ikke endnu, men hvalerne kan ihvertfald glæde sig over at ca. 800 af dem blev reddet, fra at lægge krop til en dødbringende harpun i denne sæson.
Facts om jagten- Den mest almindelige drabsmetode er brug af harpuner med eksplosive granater.
- De typiske arter man dræber er finhval, vågehval, brydeshval, sejhval, kaskelot og pukkelhval.
- Japan, Island og Norge dræber sammenlagt over 2500 hvaler hvert år.
- Som resultat af Sea Shepherds kampagne blev Japans drabstal i år over 800 lavere end deres kvote.
I løbet af de sidste 100 år har drabsmetoderne ændret sig minimalt. Her er et uddrag af en beretning Dr. Harry Lillie skrev, da han arbejdede som læge på et hvalfangerskib for ca. 50 år siden:
”Hvis vi kan forestille os en hest som har to eller tre eksplosive kroge fastsiddende i dens mave og som bliver tvunget til at trække en slagterbil gennem Londons gader, imens det strømmer ud med blod i rendestenden, så har vi en ide om drabsmetoden. Hvalfangerne indrømmer selv at hvis hvaler kunne skrige, så ville branchen stoppe, for ingen ville kunne holde det ud.”
Troubled Waters, rapport fra 2004
