Som dyrevenner kan vi alle tilslutte os, at den praksis der foregår i et industrielt landbrug er dybt kritisabel.

Intelligente og følende individer holdes indespærret i bure og båse så små, at de end ikke kan vende sig om. De vil aldrig se himlen, indånde frisk luft eller mærke jord under deres fødder.

Det har fået mange der bekymrer sig om dyrs¹ velfærd til at vende industrilandbruget ryggen og i stedet købe kød fra fritgående og økologiske dyr. Vi ved, at der stadig er alvorlige dyre-velfærdsmæssige problemer forbundet med disse produktioner, men lad os antage at der fandtes en produktionsform, hvor dyr levede i naturlige omgivelser med deres afkom, indtil den dag de skulle slagtes. Lad os også antage at der fandtes en type slagteri, hvor disse dyr blev aflivet af specialuddannede dyrlæger – under samme forhold som gamle syge kæledyr aflives ved i dag.

Dette scenarie er som nævnt milevidt fra både økologisk og fritgående produktion, men lad os antage, at det findes. Det spørgsmål jeg vil undersøge her er: Er det et etisk problem at spise kød fra disse dyr?

For at besvare dette spørgsmål må vi stille os selv et af filosofiens største spørgsmål: Hvornår er det forkert at slutte et liv? At dette er et grundspørgsmål kan ses af de områder det har betydning for, som fx abort, aktiv dødshjælp, selvforsvar, henrettelser og krig. Jeg skal ikke forsøge at inddrage nogle af disse emner her, men blot illustrere hvorfor, der er skrevet hundredevis af filosofibøger om at slutte liv. 

SKADER DØDEN DEN DØDE?
Den græske filosof Epikur, skrev om det selvmodsigende i at frygte døden:

“Når vi er, er døden ikke tilstede, og når døden er, er vi ikke tilstede.”

Hvordan kan man meningsfuldt sige at den døde er dårligere stillet, spørger Epikur, når hun slet ikke eksisterer længere? Forestil dig en lykkelig kvinde. En nat mens hun sover stopper hjertet pludselig af uforklarlige årsager med at slå, og hun vågner aldrig igen. Hvordan kan vi sige, at denne kvinde er dårligere stillet nu, når hun ikke længere eksisterer? Der er mange grunde til at kvindens død var frygtelig, fx for hendes familie og venner, men da hun døde uden at opleve noget som helst, og nu er død, kan det være svært at forklare hvorfor hun skulle være dårligere stillet. Selv om vi måske ikke umiddelbart kan forklare det, finder vi hendes død tragisk – af hensyn til hende selv.

Skader døden dyr? Forestil dig en glad gris der bliver aflivet på det forestillede slagteri, hvor dyr ikke lider. Det vægtigste argument for at døden ikke skader grisen er, at den ikke oplevede smerte da den døde.  Men her må vi træde varsomt – kvinden i eksemplet ovenfor led heller ikke da hun døde – det er ikke ensbetydende med, at døden ikke var et tab for hende. Lad os gå videre og kaste lys over de spørgsmål, der nu har rejst sig.


DET DER GØR LIVET VÆRD AT LEVE
Alle følende individer har en livskvalitet, der varierer efter hvor stort et indhold vi har af det man i filosofien kalder ”det der gør livet værd at leve”. Det der gør livet værd at leve varierer mellem du og jeg, selv om vi nok også har mange sammenfald. Det der gør livet værd at leve for nogen kan være værdiløst for andre, men det ændrer ikke på, at vi bør vise hensyn til personens interesse i at opnå dette (med mindre dette indebærer at de skader andre). Frimærkesamleren og bjergbestigeren ryster på hovedet af hinanden, men hver især fylder de livet med oplevelser, der for dem gør livet værd at leve.

Den samme relation eksisterer mellem mennesker og fx grise. Grise finder den største nydelse i at bruge deres snuder til at rode op i jorden og finde små delikatesser og kan man køle ned med et dejligt mudderbad er dagen komplet. Mennesket dømmer disse interesser som banale og lavtstående, men fra grisens perskeptiv er dette et perfekt liv. Samtidig har vi en lang række fællesinteresser med grisen, som fx plejer meget nære og kærlige relationer med sine unger.

Alle der deler livet med en hund eller har gået tur med en har på et tidspunkt sikkert oplevet at hunden får langt mere nydelse ud af denne tur end man selv gør. Den lykke hunden oplever gennem at løbe, snuse og rulle sig overstiger ofte den lykke, vi selv får ud af en sådan tur. Det er måske ikke så underligt, når man tænker over at for hver sanseevne mennesket har findes dyr, hvis evner langt overstiger vores. Ørnens syn er menneskets langt overlegent, ligesom rævens lugtesans og kaninernes høresans. Hvorfor skulle mennesket være andre dyr overlegent i forhold til oplevelse af nydelse (eller smerte)?

Hver dag er fyldt med potentiale for oplevelser med det der gør livet værd at leve. Døden er altså ikke bare alle oplevelsers ophør, men samtidig alle muligheders ophør. Alle muligheders ophør er måske det største tab et individ kan blive udsat for, menneske eller dyr - og dermed forklarer det, hvorfor døden er så alvorligt et tab for individet.

TRAGEDIER
Det samme kan belyses ved en af menneskets dybeste intuitioner, forholdet mellem døden, alder og tragedie. Alfred sover stille ind 93 år gammel efter at have levet et fuldt liv, fyldt med alt det der gør livet værd at leve. Jacob bliver dræbt på stedet i et trafikuheld som 8 årig. Alle vil være enige om at Jacobs død er langt mere tragisk end Alfreds, faktisk vil de fleste nok slet ikke betragte Alfreds bortgang som tragisk, men som værende en naturlig afslutning på hans liv. Jacobs død er derimod en ubetinget tragedie, især fordi han havde hele livet for sig. (Der er mange grunde til at Jacobs død er tragisk, hans forældres tab bl.a. men det er tabet af livets muligheder der er den største tragedie – set fra Jacobs ”perspektiv”)

I industrielt såvel som økologisk og fritgående landbrug gælder det, at dyrene sendes til slagtning langt før de naturligt ville dø. Aldersmæssigt er dyrene på enten baby eller børnestadiet, når de fragtes til slagteriet og omdannes til bøffer, frikadeller og pølser. De dyr der slagtes havde hele livet for sig – for mange arter op til 20-25 år, men vi vælger at slutte deres liv for vores smagsløgs og traditioners skyld.

DET STÆRKESTE ARGUMENT?
Argumentet for at spise disse dyr, idet de har haft et godt liv, er paradoksalt nok i stedet det stærkeste argument for ikke at spise dem. Hvis et individ har udsigt til et langt liv fyldt med alt det der gør livet værd at leve, er det værste der kan ske for dette individ at miste sit liv – af præcis den samme hovedårsager som når vi finder det tragisk at et barn dør en al for tidlig død – begge havde de hele livet for sig. Men hvorfor finder mennesket det så ikke intuitivt tragisk at en kalv eller gris sendes på slagteriet som baby eller barn? Der er mange biologiske og psykologiske årsager til det, men vores fordomme om dyr spiller også ind, såvel som vores opdragelse og traditioner.

Alligevel tror jeg at mange mennesker ville have svært ved selv at skulle dræbe et lykkeligt og sundt dyr blot for vores smagsløg uden at finde situationen en smule tragisk.  

Al ovenstående kan koges ned til: Jo bedre livet er, desto værre er det at miste det. Og dette gør sig gældende for både mennesker og dyr. Men hvis dette er sandt og vi vælger at spise kød fra dyr der har haft gode liv, så skader vi dem fra dette perspektiv langt mere end de dyr, der har tilbragt hele deres liv i en bås. For grisen der ikke kan vende sig i båsen er døden ikke et tab – den lever allerede et liv, der ikke er værd at leve.
  
Dette efterlader dyrevenner med et umuligt dilemma. Enten støtter vi dyremishandlingen i industrilandbrug eller også slutter vi liv, der er fyldt med det, der gør livet værd at leve. Ingen af de to valg respekterer dyrenes interesser. Døden er det største tab et sundt og lykkeligt individ kan udsættes for – menneske eller dyr.

Den danske debat om dyreetik er fokuseret på, hvordan dyrene behandles mens de lever – og det er helt åbenlyst en enorm vigtig diskussion, da ubegribeligt mange dyr lever tragiske liv. Men debatten slutter ikke ved forbedrede leveforhold. Døden er ikke bare en filosofisk finurlighed, uden verdslige konsekvenser, den er som jeg starter med at beskrive et alvorligt emne der er skrevet hundredevis af bøger og artikler om – og nu flere end nogensinde om problemet i at slutte dyrs liv.

Anima anbefaler som den eneste dyreværnsforening i Danmark vegetarisme som en måde at undgå ovenstående dilemma. Men tanken er ikke fjern fra andre af landets største dyreværnsforeninger. Bl.a. konkluderer Ole Münster, formanden i Dyrenes Beskyttelse, i sin bog ”Dyrs rettigheder” at vegetarer er de eneste der kan have helt ren samvittighed². Kan man kalde sig dyreven, hvis man spiser sine venner? Dette emne blev for nyligt diskuteret blandt foredragsholderne ved en dyreværnskonference arrangeret af Dyrenes Venner. Desværre er etisk vegetarisme stadig betragtet som radikalt af mange danskere og det er grunden til at det ikke diskuteres mellem landets dyreværnsforeninger og deres medlemmer.

I Anima ser vi anderledes på det – vi ønsker en åben debat om alle de ting man kan gøre for at hjælpe dyr. Hvis vi ikke gjorde det - ville vi så virkelig arbejde helhjertet i dyrenes interesser? Som dyrevenner er vi nødt til at undersøge betydningen af vores handlinger for dyrenes skyld. Hvilke konsekvenser disse overvejelser må føre til er det kun dig der kan afgøre.

Noter:
1. Dyr er for bred en kategori i dets terminologiske betydning. Alt fra mennesker til møl er biologisk set dyr. Når jeg bruger ordet dyr fremover i denne tekst er det specielt landbrugsdyr jeg tænker på.

2. Ole Münster: “Dyrs rettigheder”, Thorup, 2003.