Når vi taler om dyr, er det ikke altid selve dyret, vi taler om. Ligeså ofte er det vores menneskelige vurdering og opfattelse af dyrenes plads og formål her i verden. Vi kategoriserer fx dyrene efter, hvad vi skal bruge dem til, selvom de fleste godt kan erkende, at en hund, der er et forsøgsdyr, ikke er forskellig fra en hund, der lever som et værdsat familiemedlem. Opdelingerne bliver særligt tydelige, når man ser rundt i verden og opdager, at mennesker i andre dele af verden er glade for dyr, som de fleste danskere opfatter som skadedyr, (var det noget med en indonesisk kælekakerlak?), mens de måske endda spiser dyr, vi ser som familiemedlemmer.
Kigger man på den danske lovgivning for beskyttelse af dyr, bliver det også hurtigt tydeligt, at visse dyrearter får mere beskyttelse, simpelthen fordi de er mere værdsatte som art. Mens hunde har deres helt egen lov, er det endnu ikke tilfældet for katte og da slet ikke for kyllinger eller grise.
Men hvad kan vi lære af videnskaben om den måde, vi ser på og taler om dyr?
Killinger til kvælerslangen?
Antrozoologen Hal Herzog har udforsket det komplekse landskab, hvori mennesker
tænker over andre arter. Konklusionen i forskerens bog “Some we love, some we hate, some we eat” er overvejende, at forholdet er åbenlyst irrationelt, men måske er det ikke noget, man kan gøre noget ved. Herzogs refleksioner begyndte, da han blev ejer af en Boa kvælerslange, som han adopterede. En dag ringede en af hans kollegaer og spurgte, om det var sandt, at han hentede kattekillinger fra det lokale internat og fodrede dem til sin slange.
Anklagerne var ikke sande, men de tvang Herzog til selv at tænke over, om det egentlig ville være i orden. Slangen blev fodret med døde rotter, og hvad var egentlig forskellen. Særligt når han tænkte på, at 2 millioner katte hvert år bliver aflivet på dyreinternater i USA og deres døde kroppe herefter destrueres. Herzog fandt ideen om at fodre slanger med katte kvalmende, og han kunne aldrig finde på at gøre det, men helt nøgternt og rationelt kunne han ikke se den store forskel.
Denne forskelsbehandling af dyrearter kalder professor Peter Sandøe for den sociozoologiske skala. Her rangordnes dyr efter, hvor godt vi kan lide dem og behandles herefter. Det betyder selvfølgelig, at nogle dyr får en uretfærdig hård behandling, simpelthen fordi vi af forskellige årsager ikke kan lide dem. ”Men den (sociozoologiske skala) er ikke relevant at bruge, når det gælder dyrs vilkår, i hvert fald ikke når det medfører grov, negativ særbehandling af bestemte dyrearter” siger Sandøe.
Herzog har kigget på mange undersøgelser og her finder han den samme forvirring - selv blandt mennesker, der gerne vil gøre noget godt for dyrene. Adspurgt uafhængigt af hinanden svarede en række mennesker, at de ville bruge 80 dollars på at redde 2000 fugle fra at dø af olieforurening, men herefter kun 78 dollars på at redde 20.000 fugle og 88 dollars på at redde 200.000 fugle. Måske er et stort antal dyr simpelthen for svært at overskue. I et andet eksempel viser en undersøgelse en direkte sammenhæng mellem størrelsen på et dyrs øjne og hvor mange penge, mennesker er villige til at bruge for at redde arten fra at uddø.
Det er selvsagt dårlige nyheder for de tusinder af slagtekyllinger og grise, der står i landbrugets dyrefabrikker. Fordi der er så mange af dem, får hver enkelt automatisk en lavere betydning for mennesker. Det ses også i produktionens logik, hvor langt dårligere velfærd accepteres for disse dyr end for fx køer. Kyllingers pladsforhold beskrives i lovgivningen som antal kg kød, der må være pr m2 i stalden, så her er ikke engang blevet plads til at se på kyllinger som individuelle dyr.
Ideologisk set
Melanie Joy er psykolog. Men hvor han nøjes med at udpege de mange modsætninger i vores forhold til dyr, så giver Joy en sammenhængende videnskabelig forklaring på, hvorfor sådanne modsætninger kan eksistere og trives, særligt når det gælder dyr i landbruget. Joy stiller det grundlæggende spørgsmål, om ting vi finder naturlige faktisk også stammer fra naturens hånd, eller om der er tale om værdier og manuskripter i vores liv, som bliver langsomt og usynligt indlært fra vi er børn. Nogle gange så usynligt, at vi kan have meget svært ved at se, at verden overhovedet kan være anderledes, end vi umiddelbart opfatter den.
Argumentet er, at vores præference for at spise kød (fra bestemte dyr) er en
ideologi, vi har tillært os, ligesom vi lærer en bestemt verdensopfattelse politisk
eller socialt. Der er ikke noget negativt i begrebet ideologi, men Joy vil have os til at reflektere over vores holdninger og ikke se dem som noget, vi er bundet af. Hvis vi kan blive bevidste om den ideologiske baggrund for vores valg, så kan vi også reflektere over dem og måske vælge anderledes.
Hvis vi fik serveret et lækkert måltid mad og værten pludselig fortalte os, at opskriften bestod af golden retrieverkød, ville de fleste få det meget dårligt meget hurtigt. Ifølge Joy skyldes det, at vi med det samme ville få et mentalt billede
af en hund, måske endda en hund der løber efter en bold eller hygger sig foran en varm pejs. Billederne i vores hoved vil være helt forskellige fra, hvis vi fik oplyst, at der var tale om oksekød, for så ville de fleste nok slet ikke få en association, men slet og ret se det som mad. Vores hjerne vil springe nogle mellemregninger over. Den danske forsker Lotte Holm har lavet en undersøgelse der viser, at mennesker, der ikke bryder sig om at spise kød, netop foretrækker hakket kød, så forbindelsen til et levende dyr bliver mindre tydelig.
Ideologien om kødspisning betyder, at mens alle andre måder at spise på fremstilles som et valg, så er det at spise kød udtryk for en naturlig tilstand. En
vegetar bekender sig til vegetarismen, men en kødspiser spiser bare kød og ingen siger, at de kødister eller noget lignende. Det er kernen i det ideologiske ifølge Joy, og ideologien bliver fastholdt gennem de 3 N’er: Det er normalt, naturligt og nødvendigt. Det sker overalt, hvor institutioner og autoriteter fortæller os, hvad vi bør spise og tænke.
Der postes fx et stort antal millioner af alle skatteyderes penge i at producere og markedsføre animalske fødevarer fra industrilandbrug, men ingen til produktion af vegetarisk mad. Der gives forskningsmidler og prestige til at promovere kød. Blot sidste år blev et studie, betalt af den danske kødbranche, citeret flittigt i medierne med sin ikke overraskende konklusion, der anbefalede en kødrig kost. Joy nævner et eksempel, hvor en reklame for vegetarisme blev afvist af en tv-station med begrundelsen, at de ikke bragte politiske budskaber. Samtidig blev en reklame, der var mod rygning, vist sammen med et stort antal reklamer for kødprodukter.
Nogen let løsning findes ikke. Når man kan finde huller i det, vi alle tror, bliver det så en årsag til at acceptere, at sådan er livet? Betyder det, at moral dybest set handler mest om personlige holdninger og intuition? Så hvis vi føler, at grisen nu engang bare ikke er så vigtig som hunden, skal vi så kæmpe imod, fordi vi kan se, at forskellen ikke eksisterer andre steder end i vores hoved? Eller skal vi, som Herzog har valgt at gøre, “omfavne vores indre idiot” fordi “alting er langt mere kompliceret end man troede”. Uanset hvad folk vælger, vil det have virkelige konsekvenser for virkelige dyr, hvis følelser og velfærd ingen sammenhæng har med, hvad mennesker tænker eller har det godt med. Så når Herzog siger, at der er stærke argumenter for at ændre vores behandling af dyr radikalt, men samtidig skriver at filosofer der argumenterer for dyrs rettigheder tager “moralsk konsistens for alvorligt”, så er det svært ikke at blive nedslået på dyrenes vegne.
Joy mener derimod, at vi alle kan konfrontere de ting, som kødspisningens ideologi normalt holder skjult for os. Vi kan se på dyrenes forhold, undersøge om påstande om sundhed og nødvendighed er sande, og allervigtigst kan vi erstatte de usynlige lænker med medfølelse og uddanne andre. På den måde kan vi alle tage skridt i retning af at hjælpe dyrene.
