I mere end 10 år har den amerikanskeorganisation Vegan Outreach ikke lavet andet end at dele foldere om vegetarisme ud til unge under uddannelse. Alene i år har organisationens frivillige og et parenkelte ansatte sørget for at næsten en halv million foldere er blevet givet direktetil en person. En halv million – det er svært at forestille sig hvor mange mennesker det er – men det svarer faktisk til at alle mennesker i Københavns kommune havde fået en folder i hånden! Men hvorfor udelukketfokusere på at uddele materialer? Det prøver Vegan Outreachs [VO]stifter Matt Ball at gøre rede for her:

Der klages ofte over at det vi gør, går for langsomt. Det er selvfølgelig naturligt at ønske at vedtage love, der beskytter alle landsbrugsdyr eller forbyder alle dyrefabrikker. Det virker alt for langsomt, at blive vegetar og udføre oplysende arbejde til person-outreach.

Stort set alle har følt sådan på et eller andet tidspunkt. Denne reaktion har fået folk til at donere millioner af dollars, og arbejde i utallige timer, i et forsøg på skabe et større og hurtigere resultat – for at ”redde dem alle.”

Evnen til at skabe resultater.

Efter at have været involveret i alle former for dyreaktivisme i over 15 år, mener vi, at på nuværende tidspunkt har kun meget få organisationer og personer i USA mulighed for at påvirke landsbrugsdyrene på et lovgivningsmæssigt niveau. Moderne animalske landbrug er en multimilliardindustri og den amerikanske regering kører på penge. Når love rent faktisk bliver vedtaget, er de som regel utilstrækkelige, og bliver ikke håndhævet. Der findes adskillige eksempler på disse problemer. Den statslige lov om humane dyretransporter siger, at dyrene skal have mulighed for at hvilke sig, bevæge sig omkring, og have adgang til mad og vand, i fem timer i løbet af hver 28-timers periode de transporteres. Men denne lov gælder ikke transport med lastbil, og næsten alle dyr bliver transporteret med lastbil fra dyrefabrikker til slagtning. Og der findes ingen statslig lov, der beskytter landsbrugsdyr mod mishandling på selve gården.

Lovgivningen om human slagtning gælder ikke for fugle, og disse repræsenterer størstedelen af dyr, der bliver slagtet i USA. Selv for pattedyrene er slagtningen langt fra altid ”human,” idet der kun er få inspektorer, og mishandling er meget udbredt.

På delstatsniveau udelader de fleste humane love såkaldt ”standard landbrugspraksis,” og derved behandlingen af produktionsdyr. Selv de små sejre er sjældne, og der er langt i mellem dem. Den vigtigste nylige lovgivningsmæssige sejr for landbrugsdyr i USA er nok en afstemning fra Florida, der gjorde det ulovligt at fiksere gravide grise. Dette tiltag kostede dyrebeskyttelsesgrupper millioner af dollars, og påvirkede kun 2 gårde, hvoraf den ene flyttede til North Carolina. Dette illustrerer endnu et problem med hensyn til lovmæssige kampagner; loven har ingen effekt på dyrevelfærden, hvis producenterne flytter til andre stater eller lande, hvor loven ikke gælder.

Når vi taler lovgivning, er der dog potentielt håb forude. Et afstemningsforslag i Arizona, der har til hensigt at forbyde små båse til grise og kalve, vil være et betydeligt skridt i den rigtige retning. Aktivisterne, der arbejder for dette, kæmper op ad bakke for at skaffe underskrifter nok, og lovforslaget vil ikke påvirke ret mange dyr direkte (Arizona er ikke nogen stor landbrugsstat). Men det ville være en sejr at få den til afstemning, da det ville give grupper mulighed for at sende rå og oplysende tv-reklamer. Bliver det vedtaget vil det bane vejen for en ny bølge af betydelig forandring på delstatsniveau – selv om ethvert tiltag vil være en kamp op ad bakke, og kræve årevis af hårdt arbejde [forslaget blev vedtaget og efterfulgt af lignende succes i USAs største landbrugsstat Californien].

Hinsides lovgivning.

Kampagner rettet mod firmaer, frem for lovgivning, har været mere succesfulde. Det er lykkedes at tvinge McDonald’s, Burgerking og Wendy’s til at købe kød fra producenter, der følger bestemte retningslinjer for dyrevelfærd. (Se, for eksempel, McCruelty-kampagnen). Det er dog ikke tydeligt i hvor høj grad disse retningslinjer følges. For eksempel rapporterer Gail Eisnitz – forfatter af Slaughterhouse – at inspektionerne af de slagterier McDonald’s får kød fra, ofte er iscenesatte og overser selv den mest åbenlyse grusomhed.

Marginal effektivitet og gennemslagskraft.

På grund af de høje omkostninger, det lille udbytte, svigt i forhold til implementering og håndhævning, giver investeringer i at ændre loven meget lidt for pengene, især på et individuelt niveau. Derfor mener vi, at det er bedre at bruge aktivisters indsats og ressourcer på at informere offentligheden om dyrefabrikker og slagterier. For eksempel kan man, på kun en time eller to, uddele hundredvis af brochurer til interesserede unge. Selv hvis kun nogle få bliver vegetarer efter at have læst de brochurer, har man på de få timer reddet hundredvis af dyr.

Samtidigt oplyser man forbrugere og vælgere ved at uddele brochurer, og øger derved støtten til fremtidige afstemningstiltag og markedsreformer. Hvis der skal ske nogen betydelig forandring - enten igennem lovgivningen eller reformer – er der nødt til at være en meget mere udbredt bevidsthed blandt forbrugere og vælgere.  Jo flere mennesker vi kan nå ud til med detaljeret information, jo flere medfølende mennesker vil tale på vegne af de dyr, der lider så frygteligt – udsete og uhørte i dyrefabrikker og industrielle slagterier. Selv om vi ville ønske der fandtes hurtigere måder, mener vi at på nuværende tidspunkt, vil det på sigt gøre mest for dyrene, at skabe bevidsthed og give flere folk lyst til at blive vegetarer og veganere.