Spanien har taget et historisk skridt ved som det første land i verden at give menneskeaber rettigheder. Men hvorfor er denne udvikling så revolutionær og betyder rettigheder til dyr, at vi skal til at udskrive kørekort til chimpanser og give stemmeret til gorillaer? 

Dyr betragtes juridisk i de fleste sammenhænge som ejendom og selvom de mange steder bliver beskyttet mod f.eks. smerte og lidelse, så kan de aldrig gøre krav på en mere absolut ret til at undgå disse ting. Når dyr er blevet set som ejendom og ikke som personer, så har man altid juridisk vægtet den ret nogen har over deres ejendom (dyret) mod dyrets ønske om ikke at blive skadet. Historisk set er denne vægtning ikke faldet ud til dyrs fordel. 

Dette er historien om et ønske om dyrs rettigheder fortalt gennem chimpansen Hiasls historie. 

En mørk fremtid

Hiasl blev født i regnskoven i Sierra Leone i 1981, hvor han levede med en flok chimpanser. Dengang var mange firmaer, cirkusser og zoologiske haver interesseret i at bruge chimpanser (bl.a. til dyreforsøg) og ville betale store summer for at skaffe sig dem. En dyrehandler ved navn Dr. Sitter forhandlede prisen for Hiasl og for 33.500 euro blev hans skæbne beseglet. Hiasls mor blev skudt og 10 måneder gammel blev han vristet fri fra hendes døde krop, sat i en kasse og sendt til Østrig. Her ankom han d. 29 april 1982 sammen med 11 andre babychimpanser. 

Han og chimpansen Rosi, der også var omkring 10 måneder gammel, skulle indgå i firmaet Immunos forsøg. Immuno arbejdede på at opbygge en koloni af chimpanser, som skulle bruges til forsøg med hepatitis og HIV. Kolonien bestod af 53 chimpanser, hvor stort set alles skæbne havde været som Hiasls. Her blev chimpanserne holdt i en kælder uden vinduer, hvor de boede i bure, der var 1,5 m x 1,2 m. Senere blev burene udvidet til 4,85 m2. Forsøgene blev lukket i 1999 og de 44 overlevende chimpanser blev forsøgt rehabiliteret. 20 af dem var nu inficeret med HIV eller hepatitis. 

Dette skulle også have været Hiasls skæbne, men Østrig valgte i dagene inden han skulle fragtes til laboratoriet at underskrive en international traktat om beskyttelse af truede dyrearter. Derfor krævede det særlige papirer at indføre chimpanser til Østrig og disse havde dyrehandlerne ikke sikret sig. Hiasl og de andre chimpanser blev derfor konfiskeret af toldere og dyrevenner. 9 chimpanser blev overgivet til den zoologiske have i Wien, hvor de kort tid efter døde, men Hiasl, Rosi og en tredje chimpanse Henry fik en ny begyndelse på Wiens dyreinternat.

Et glimt af lys

På internatet valgte en dyrepasser at tage de 3 chimpanser med hjem og opdrage dem sammen med sine egne børn i en menneskefamilie. Derfor er Hiasl blevet socialiseret som et menneske og ser sig selv som en del af menneskearten. Han reagerer stadig i dag på andre mennesker som sine sociale medspillere og ser dem som venner, rivaler eller partnere. 

Immuno havde dog ikke opgivet at få Hiasl udleveret til deres forsøg og sagen blev nu behandlet af Østrigs myndigheder, der i første omgang erklærede, at Immuno ikke kunne være ejere af Hiasl og Rosi, da de ikke havde haft de nødvendige dokumenter og samtidig idømte firmaet en bøde for at have brudt loven. 

Firmaet opgav ikke men indledte en retssag mod Østrigs stat for at få udleveret Hiasl og Rosi. Den 3. chimpanse, Henry, var ”ejet” af en dyrehandler, og da han ikke ønskede at deltage i retssagen solgte han ham i stedet til internatet. Senere havde internatet dog ikke økonomisk mulighed for at beholde Henry sammen med Hiasl og Rosi og han blev derfor senere solgt videre til en zoo i Tyskland, hvor han døde. 

Ting eller personer?

Retssagens spørgsmål var en strid mellem Immunos argumenter om, at de havde ejendomsret over Hiasl og Rosa og dyreinternatet, der hævdede, at de måtte beskytte aberne mod smerte og lidelse. I 1988 var sagen nået til højesteret, og afgørelsen var klar. Chimpanser var ifølge loven defineret som ting, så den eneste ret der eksisterede, var Immunos ret. Selv hvis chimpanserne blev udsat for smerte og lidelse, så var ejendomsretten stærkere, da et dyrs liv ikke har nogen værdi i sig selv. 

Internatet nægtede dog at udlevere Hiasl og Rosi og da eksperimenterne blev stoppet i 1999 valgte firmaet at overgive de to chimpanser til dyreinternatet, hvor de nu havde levet i næsten 8 år. De levede ikke længere sammen med deres menneskefamilie, men havde fået bygget en helt speciel indhegning i dyreinternatet. 

Loven blev også ændret og gav oprejsning til de personer, der havde kæmpet for abernes liv. Østrigs parlament vedtog nemlig en lov, der forbød alle forsøg på aber. Med inspiration fra menneskerettighedserklæringen var det nu kun tilladt at udføre medicinske forsøg på aberne, hvis det var i deres egen interesse, f.eks. hvis de led af en kronisk sygdom. 

Skyer på horisonten

Man skulle tro, at abernes prøvelser hermed var ovre, men deres status som ejendom skulle endnu engang give problemer. Dyreinternatet kæmpede videre ved domstolene for at få anerkendt, at Hiasl var mere end en ting, og skulle kunne ses som en person. Mens processen foregik skete det ulykkelige. Plejen af aberne havde kostet næsten 40.000 kr. pr måned og dyrehjemmets økonomi var så dårlig, at de måtte erklære sig konkurs. 

For konkurs boet ville en advokat nu få til opgave at undersøge, hvordan man kunne skaffe penge tilbage til de mennesker, som dyrehjemmet skyldte penge. Wiens kommune betalte dyrehjemmet for at formidle hjemløse kæledyr, men da aberne ikke var kæledyr var de kun en stor udgift for dyrehjemmet. Samtidig var de i lovens forstand stadig at regne for ejendom og kunne ligesom tidligere sælges til et cirkus, zoologisk have eller endda dyreforsøg i et land, der stadig tillader forsøg på chimpanser. Hiasl er i sin bedste alder og derfor meget værdifuld for sådanne steder… af samme årsag var han igen i fare. 

En forretningsmand ønskede at sikre Hiasls fremtid og ville give ham en stor portion penge, så han aldrig igen kunne komme i problemer. Men Hiasls er selv ejendom og derfor kan han ikke eje noget, ligeså lidt som en sten kan gøre det. Derfor vil han aldrig kunne modtage de penge han fik doneret og vil altid være afhængig af velvilje hos sine ejere. Skulle hans ejer få lyst til at sælge ham videre til et cirkus eller et laboratorium, hvor han ville sidde resten af sit liv i et bur i et rum uden vinduer, så var det deres ret at gøre det. Skulle de være så uheldige at gå konkurs, så ville han aldrig kunne beskyttes mod det. Ingen god vilje kan beskytte den, som ingen rettigheder har. 

Ejendom eller person

Men hvis situationen var anderledes og Hiasl blev set som en person, ville en lang række muligheder pludselig stå åbne for ham. Han kunne få en juridisk værge, der kunne repræsentere ham i retten. Hans værge ville kunne sikre ham en tryg fremtid uden overgreb og rent økonomisk. Ser man ærligt på Hiasls situation, så har hans liv ikke bare været sort uheld. Tilfældet er faktisk, at en lang række mennesker, firmaer og lande direkte og bevidst har tilladt, at han blev skadet og traumatiseret. Hans familie blev dræbt og han blev fjernet fra sit naturlige miljø for at blive udsat for smertefulde forsøg, inden han selv ville blive dræbt. Kun enkelte menneskers energi og uselviske engagement har sikret hans overlevelse. 

Var Hiasl en person, kunne han gøre som os andre og sikre, at dem som har ødelagt hans liv også bliver stillet til ansvar og tvunget til at betale ham en økonomisk kompensation, så resten af hans liv kan blive trygt. At blive betragtet som en person i stedet for ejendom ændrer fundamentalt, hvordan et dyrs liv beskyttes! Østrigs højesteret anerkendte desværre ikke, at Hiasl kunne være en person, men sagen fortsætter nu ved den europæiske domstol for menneskerettigheder. 

Gamle dogmer og nye traditioner

Den idé at kun mennesker kan have rettigheder har en lang tradition i Vesten. Helt tilbage i middelalderen mente mange, at kun mennesker havde en sjæl og dermed var sagen afgjort. Senere er disse tanker blevet udfordret af videnskaben og har ligeledes fået en plads i de fleste moderne religiøse forståelser. Men alligevel er samfundet ikke fulgt med og på mange områder  handler vi stadig efter gamle dogmer. Spanien har nu som det første land i verden modigt valgt at overskride grænsen mellem mennesker og dyr ved at give aber som Hiasl rettigheder. Rettighederne er bl.a. at kunne undgå slaveri og tortur og at få sit liv beskyttet. 

Hiasls historie viser, hvordan dyrs ejendomsstatus skader dem, ligesom vi i dag også ved, at dyr kan lide og føle smerte. Den viden vi har i dag om i hvor høj grad mange dyr oplever verden ligesom vi selv gør, betyder at vi må flytte gamle grænser, hvis vi ønsker et retfærdigt samfund. 

Under en debat om Spaniens nye lov i DR2s program Deadline spurgte værten, hvad det næste skridt nu ville blive. Skal melorme f.eks. have rettigheder? Det er der selvfølgelig ingen der mener, men hvor grænserne skal trækkes er noget, der uden tvivl vil blive udviklet gradvist. Det er klart, at alle dyr som har et følelsesliv og er i stand til at opleve at have et dårligt liv også bør beskyttes imod de ting, som kan skade det. 

Aber som Hiasl ligner mennesker mest, men det betyder ikke, at andre dyr ikke i lige så høj grad fortjener rettigheder. Deres lidelse er i hvert fald ikke mindre,  fordi de ikke ligner os. Spanien har nedbrudt en kunstig grænse, som er en hæmsko for sand beskyttelse af dyr. Der er stadig en lang rejse foran os, men debatten er startet og vil ikke slutte, før vi har nye traditioner, der bygger på fornuft og respekt i stedet for gamle dogmer.  

Reaktionerne på Spaniens beslutning om at give aber grundlæggende rettigheder har været mange. 

Den store spanske avis El Mundo valgte interessant nok, at se dyrenes rettigheder gennem en racistisk kommentar idet de i en leder skrev, de eneste aber i Spanien ”er dem, som kommer hertil fra Gibraltar”. 

Avisen stillede spørgsmål ved, hvorfor landet skulle være sagens ”hovedansvarlige bannerfører”. ”Med de problemer, som spanske landmænd og fiskere oplever, så er det overraskende, at medlemmer af parlamentet bruger deres energi på at forsøge at gøre tyrefægtningens land til den største forsvarer af aber”. 

Mange der støtter kampagnen for abers rettigheder ser snarere en klar parallel mellem den historiske kamp mod slaveri og abers frigørelse. Måske netop derfor finder nogen racismen som et nærliggende forsvar mod forandringer. 

Pedro Pozas har været leder af kampagnen for at opnå rettigheder for aber og han ser den nye lov, som et startskud på en udvikling, der vil give rettigheder til flere arter: 

“Vi ønsker at bryde artsbarrieren – vi er kun spydspidsen”.

Lovens sprogbrug bryder den barriere, som Pozas omtaler ved at bruge sprog, der normalt har været forbehold lovgivning for mennesker. Loven beskytter nu f.eks. aber mod ”tortur og drab”. Loven vil helt konkret gøre skadelige eksperimenter ulovlige, selvom der ikke bliver lavet sådanne eksperimenter i Spanien. 

Loven vil også betyde, at aber ikke længere kan udnyttes i cirkusser, tv-reklamer og film. Det bliver dog stadig lovligt at holde aber i zoologisk haver, men forholdene skal forbedres kraftigt. 

Abernes verden

— Der er fire abefamilier, hvoraf mennesker er den ene og gorillaer, chimpanser og orangutanger udgør de 3 andre. 

— Gorillaer og chimpanser findes kun i Afrika, mens orangutanger også findes i Syd Øst Asien.

— Mennesker og chimpanser deler 99 procent af deres aktive genetiske materiale 

— FN forudsiger, at nogle arter af aber vil være uddøde indenfor en generation.